23. september 2026

|

Pressemeddelelse

Meget billigere at forbyde minkbure end at redde industrien bag

EU kan spare milliarder ved at udfase pelsavl i stedet for at bruge offentlige penge på at holde liv i en industri, der aldrig kan give mink ordentlig dyrevelfærd. Det viser en ny økonomisk analyse, der offentliggøres i dag.

Meget billigere at forbyde minkbure end at redde industrien bag
Af: World Animal Protection Danmark | Foto: : Artem Bruk_Shutterstock

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Det er ikke kun dyrene, der betaler prisen, hvis EU vælger at forlænge livet for Europas pelsindustri. Det gør skatteyderne også.

En ny analyse udført af økonomerne Griffin Carpenter og Artūrs Kaņepājs viser, at en femårig udfasning af den tilbageværende pelsavl i EU vil koste omkring 1 milliard kroner. Til sammenligning vil det ifølge analysen koste op mod 7 milliarder kroner at indføre nye såkaldt forbedrede dyrevelfærdsstandarder, afhængigt af hvilke krav der stilles.

Den nye økonomiske analyse peger på, at en udfasning er den billigste løsning. En udfasning vil være en afgrænset overgangsudgift, mens nye standarder vil kræve fortsatte investeringer i en industri, der samtidig medfører dårlig dyrevelfærd og betydelige samfundsmæssige omkostninger oveni.

Uholdbar produktion

Det er både bedre og billigere at udfase pelsavlen én gang for alle end at bruge offentlige penge på at forsøge at få en grundlæggende uholdbar produktion til at se mere dyrevenlig ud siger Pernille Fraas Johnsen, dyreadfærdsekspert i World Animal Protection Danmark

Det er organisationens svenske afdeling og paraplyorganisationen Eurogroup for Animals i Bruxelles, der har bedt økonomerne om at regne på tallene.

Bure på størrelse med flyttekasser

Som led i opfølgningen på borgerinitiativet Fur Free Europe, hvor 1,5 millioner EU-borgere skrev under på et totalt forbud mod pelsdyravl i EU, bad Kommissionen forrige år Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, om at undersøge dyrevelfærden for mink, ræve, mårhunde og chinchillaer.

EFSA's videnskabelige vurdering blev offentliggjort i juli 2025.

Her peger forskerne på, at de væsentligste velfærdsproblemer for de undersøgte pelsdyr hænger sammen med størrelsen og de golde forhold i de bure, der anvendes i pelsproduktionen.

Burene begrænser blandt andet dyrenes mulighed for bevægelse og forhindrer dem i at udforske og udføre naturlig adfærd. Problemerne kan ifølge EFSA ikke reduceres væsentligt inden for det nuværende bursystem.

For mink er modsætningen særlig tydelig. Mink er solitære og aktive rovdyr, der naturligt bevæger sig mellem land og vand og bruger store områder til at udforske, jage og søge føde. I pelsindustrien er de spærret inde i små, golde trådbure på størrelse med en flyttekasse.

Milliarder på dårlig dyrevelfærd

Af samme grund afviser World Animal Protection, at såkaldt ’forbedret dyrevelfærd’ er en mulig løsning i EU.

Vi køber ikke fortællingen om, at minkavl kan gøres dyrevelfærdsmæssigt forsvarlig med nye standarder. Det er ikke et spørgsmål om at finde den rigtige størrelse på buret. Problemet er, at man holder et vildt rovdyr under helt uacceptable vilkår. Det er grundlæggende uforeneligt med minkens naturlige behov siger Pernille Fraas Johnsen

World Animal Protection mener derfor, at EU nu må droppe deres syn på pelsavlerbranchen som en industri, der skal reddes.

EU har brugt år på at undersøge det, som dyrevelfærdsorganisationerne og fagfolk har vidst i mange år: Mink kan ikke få et liv, der passer til deres naturlige behov, i de små bure, som pelsproduktionen bygger på. EU skal ikke bruge flere år og flere milliarder kroner på at holde liv i en forældet industri, som selv modeindustrien har vendt sig imod, og som både borgere og videnskaben klart afviser, slutter Pernille Fraas Johnsen.

Faktabox:

HVAD KOSTER DE FORSKELLIGE SCENARIER?

Udfasning af pelsavl:

En femårig udfasning af den tilbageværende pelsavl i EU anslås at koste omkring 1,1 mia. kroner i kompensation til producenterne.

Øjeblikkeligt forbud:

Ved et øjeblikkeligt forbud anslås kompensationen til omkring 4,4 mia. kroner.

Skærpede dyrevelfærdsstandarder:

Hvis pelsavlen fortsætter med skærpede dyrevelfærdsstandarder, anslås den offentlige medfinansiering til mellem 1,5 og 6,9 mia. kroner, afhængigt af hvor omfattende kravene er.

Samfundsomkostninger:

En separat analyse fra en af rapportens forfattere anslår, at pelsproduktionen samlet medfører omkring 3,3 mia. kroner i samfundsøkonomiske omkostninger om året, blandt andet som følge af miljøbelastning og sundhedsrisici. Dette tal indgår ikke i beregningen af omkostningerne ved henholdsvis forbud og skærpede standarder.

Kilde: Carpenter og Kaņepājs, ”Pay to stay or pay to go?” Rapporten er udarbejdet for Eurogroup for Animals, World Animal Protection, Respect for Animals og VIER PFOTEN International.

Fakta om Fur Free Europe:

I 2023 afleverede organisationerne bag Fur Free Europe mere end 1,5 millioner validerede underskrifter til EU-Kommissionen med krav om et forbud mod pelsavl og salg af pels fra farmede dyr i EU.

World Animal Protection Danmark er blandt organisationerne bag borgerinitiativet, og står sammen med mere end 100 europæiske dyrebeskyttelsesorganisationer bag kravet om et pelsfrit Europa.

Nøgleord
FinansPolitikErhverv
Event Information